layoutelementlayoutelement
 
Alexandra Moltke Johansen modtog prisen i 2018 for manuskriptet "Voksen". Her ses hun med Jesper Bræstrup Karlsen, dramatiker og bestyrelsesmedlem i Danske Dramatikere. Foto: Hanne Nielsen

2018 Voksen, Alexandra Moltke Johansen

Danske Dramatikeres Manuskriptpris for børne- og ungdomsteater 2018

“Voksen” af Alexandra Moltke Johansen blev d. 15. september 2018 tildelt Danske Dramatikeres manuskriptpris for børn og unge, under Horsens Teaterfestival.
Prisen, der er på 15.000 kr. blev uddelt for første gang i 2017. Den uddeles for det ekstraordinære tekstlige grundlag til en af sæsonens gode forestillinger (2018/2019). Prisen gives til en tekst, hvor dramatikerens stemme klinger originalt i forestillingen og blander sig selvstændigt i scenekunstens udtryk.

Juryen for Danske Dramatikeres Manuskriptpris for børne- og ungdomsteater skriver om årets prismodtager:

“Kære far. Jeg kan høre nogen der græder. Deres jamren ligger om min hals og rasler. Jeg kan ikke se på de andre, om de kan høre det. De drikker kaffe og køber nye tasker. Holder man op med at kunne høre det? Og i så fald hvornår? Kærlig hilsen Jenny.”

Lige for øjeblikket synes der at være et krav om, at teatret og dermed dramatikken helst skal kunne BRUGES TIL NOGET. At vi som kunstnere skal analysere, oversætte og afhjælpe alle samfundets problemer for at have en berettigelse. Det manuskript vi valgt har valgt i år, er dog befriende langt fra en “brugstekst”; den er ikke rettet mod et specifikt problem, der skal fikses, denne tekst er RETTET MOD LIVET.

Tekstens unge publikum bliver på alle måder udfordret, indholdsmæssigt og formmæssigt, denne tekst overrasker og provokerer. Den er mere virkelig end virkeligheden, den er enkel, rå, besk og meget teatralsk. Kontante klip der vægtes af dulgte længsler. Teksten er ubønhørlig i sin kritik af voksenlivets svigt, økonomi- tænkning og hjerteløshed, og åbner sig spørgende mod sit publikum - er det virkelig det her vi vil?

Bag teksten banker et ægte kunstnerhjerte, der ikke ønsker at dramatisere temaer som OBS (Oplysning Til Borgerne om Samfundet), men skaber universer og egne litterære love, der sætter forventninger til tid og rum ud af kraft, og som laver en legende og luftigt forbindelse til det underbevidste. Vi har her at gøre med en dramatiker, der er original ind til knoglerne.

Hun har tænkt sig at ændre vores teater, og hun tager ingen fanger!"

Juryen har i år bestået af: Jane Rasch, kunstnerisk leder af Dramatiker Væksthus, Marc van der Velden, instruktør og formand for DV, Andreas Garfield, dramatiker og bestyrelsesmedlem i Danske Dramatikere og Jesper Bræstrup Carlsen.

 
 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kultur- og Eventafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk